Kategorier
Blogindlæg

Den glemte kompetence

Fagfolk, forældre, medier og uddannelsessystemet står i kø for at tilbyde den unge en lang række af redskaber og personlige kompetencer, der skal hjælpe dem med at håndtere det pres vores succeskriterier, test, optimeringsforløb, adgangskrav, forventninger og målsætninger skaber. Listen af velmenende og professionelle tilbud til den unge er lang. Mindfullness, coaching, vejledning, sund kost, motion, yoga, støtteordninger, sundhedstips osv. osv., og så håber vi, at den unge klarer skærene og kommer igennem ungdomslivet som velsmurt demokratisk bidragsyder med lovende karriere, samt social og personlig robusthed.

Men lykkes dette?

Hvis man skal tro den nye rapport om unges mentale helbred, som Vidensråd for Forebyggelse sendte på gaden i september, samt meldinger fra fagfolk og de unge selv, er svaret nej. Og det giver mig lyst til at udfordre måden, vi anskuer begrebet kompetence på, og hvilke kompetencer, vi mener, den unge har brug for.

Når vi Googler kompetence
Finder vi et hav hav af definitioner, holdninger og diskussioner om betydningen af dette begreb, men der synes at være bred enighed om, at de ressourcer, vi som mennesker har med os fra fødslen, kan udvikle sig til egentlige kompetencer. Sprog og bevægelse kunne være simple eksempler på medfødte ressourcer som vi udvikler, og for nogle udvikler disse sig til egentlige kompetencer.

Men kan vi også anskue empati, glæde, lyst og omsorg som ressourcer, vi har fået med i pakken, og som også kan udvikle sig til egentlige kompetencer. Kompetencer vi kan bruge til at håndtere livet generelt?

Ifølge Bente Jensen, Professor ved Instiut for Uddannelse og Pædagogik kan kompetence forstås som et ”beredskab” og som ”ressourcer”, der gør mennesker i stand til at håndtere, klare og kontrollere de mangfoldige situationer og udfordringer, som livets sociale arenaer byder på. Kompetence er noget, man har, fordi man ved noget, kan noget og gør noget.

Ud fra dette må svaret derfor være ja, og det synspunkt udfordrer vores måde at arbejde med unge. For skal vi så fokusere på at tilføre nye kompetencer, der måske i højere grad er designet efter tiden og samfundets behov, eller skal vi fokusere på de grundlæggende ressourcer, som vi allerede indeholder og udvikle disse til egentlig kompetencer, og ikke mindst hvilke ressourcer skal vi i så fald fokusere på.

Og så når vi frem til den glemte kompetence, fordi jeg tror, vi skal helt ned i det jordnære og tænke langt mere enkelt i vores arbejde med den unge. For at visualisere min pointe, har jeg kastet mig ud i en disciplin, som tidligere i mit studieliv har været forbundet med svedperler på panden og et galoperende hjerte. Vi skal have fat i en graf. Den er ikke særlig køn og langt fra resultatet af et omfattende forskningsprojekt. Den skal udelukkende visualisere en tendens, jeg oplever hos mange unge.

grafGlæde og lyst aftager i ungdomslivet
Barnet har en forunderlig ressource til at søge glæden i legen, i deres relationer og i hverdagens rutiner. Lysten er drivværket og læring, kreativitet, overskud og modstandskraft vokser ud af netop glæde og lyst. Det tror jeg ikke, mange mennesker vil eller kan argumentere imod.

Men jeg oplever, at når barnet bliver ældre og ungdomslivets udfordringer melder sig, er det svært for den unge at bevare den umiddelbare glæde og lyst. Og det er et problem.

Antallet af succeskriterier og kompetencer, den unge skal leve op til, samt en øget konkurrencementalitet i samfundet generelt, har indvirkning på den unges umiddelbare glæde og lyst til livet generelt. Og derfor udvikler den unge heller ikke den kreativitet, det selvværd og den modstandskraft, den unge skal bruge for at kunne navigere sikkert og konstruktivt igennem ungdomslivet.

Glæden som kompetence
Når vi oplever glæde i forbindelse med en spændende opgave, en dejlig relation eller når vi dyrker vores interesser, udløser vores krop endorfiner. Det har en positiv indvirkning på vores hverdag, det er der ikke noget nyt i.

Men glæde kan så meget mere.
Den giver os lyst til fordybelse, og engagerer os i det, vi oplever glæde ved. Vi kan nok alle huske den lærer i folkeskolen, som spredte glæde og lyst ved hendes fag, og hvor lektierne ikke var helt så slemme at få lavet. Måske havde det endda betydning for den retning, vi senere valgte uddannelse efter. Fodboldtræneren som skabte glæde på holdet, og dermed en ramme hvor de unge kunne finde venskaber, få succesoplevelser og dermed lægge lidt ekstra selvværd i rygsækken. Forældrene, der motiverer og stimulerer den unge til fortsat at lege med livet og dyrke den sjove fritidsinteresse, som betyder, at der skabes balance mellem det sjove og det knap så sjove i livet.

Glæden skaber en fantastisk tryg ramme, hvor vi kan lære at fejle, acceptere at vi er forskellige som mennesker, at vi ikke er lige gode til alting. Men også, hvad der gør mig glad, hvad jeg er god og ikke så god til.

Jeg oplever, at det netop er denne indsigt og disse erfaringer rigtig mange unge ikke har med i rygsækken i dag. Og det gør ungdomslivet hårdt for dem, fordi livet jo også indeholder disse aspekter. Derfor skal vi anskue vores ressourcer som ex. glæde og lyst som byggesten og en forudsætning for læring, trivsel og livsmestring. Vi skal udvikle og stimulere disse ressourcer, så de udvikler sig som egentlige kompetencer som den unge kan bruge bevidst og konstruktivt.

Men hvordan griber vi det an?
Svaret kunne nemt rumme flere ord, end dette blogindlæg kan håndtere. Men vi kan også anskue det enkelt og nemt.

Vi har nemlig allerede oplevet det, udøvet det og lært vores barn det. Som forældre har vi leget og grinet med vores børn, men som ungdomslivet udvikler sig, melder konkurrencen, præstation, fremtidsperspektiv, succeskriterier og alle de andre elementer sig, som vi normalt opfatter som en del af voksenlivet. Og så glemmer vi ofte glæden. Glemmer at nurse den, stimulere den og prioritere den i alt det andet, vi skal nå for at være perfekte.

Vi skal tilbage på sporet og hele ungdomslivet igennem prioritere og kontinuerligt skabe situationer og rammer, hvor glæden kan komme til udtryk hos den unge. Om det er brætspillet på sofabordet, fodboldkampen på vejen, snakken om den svære matematikopgave eller den ekstra tur rundt i rundkørslen, er ligegyldigt.

Ja, der stod matematikopgave…. og deri ligger en pointe i sig selv. Vi skal skabe ligevægt mellem det alvorlige og glæden. Jo mere alvorligt emnet eller situationen er, jo mere glæde skal vi tilføre den eller supplere den med.

Vi skal tage glæden alvorligt
I uddannelsessystemet, ved aftensbordet, i fodboldklubben og i vores relationer generelt, skal vi have glæden med, som en naturlig del af den måde vi forholder os til emnet, situationen og hinanden på. Vi skal dyrke de ting der gør os glade og vi skal tage det alvorligt – for det er vigtigt at glæden er med i rygsækken, når vi bliver kede af det, eller tvivler på, om vi er gode nok til dit og dat.

Kategorier
Blogindlæg

Færdig på gymnasiet og hvad så nu?

I disse dage bliver der udklækket nye studenter, som aldrig før, og det skal lyde et stort tillykke herfra!
Når studenterugen har lagt sig, og huen bliver sat på hylden som et minde om tre gode, men slidsomme år, så melder spørgsmålet sig ‘Hvad skal du så nu?’

De fleste vælger at holde sabbatår, og når du er færdig med det, så skal du til at søge uddannelse. Hele verdenen ligger åben for dine fødder, men hvad skal man lige vælge?

Forløb og værdier
Jeg snakkede med en far i går til et studentergilde, hvor snakken faldt på uddannelse, og hvad man skulle vælge at læse. Han havde en god pointe, som jeg aldrig havde tænkt over før. Han sagde, at man skulle overveje, hvilke slags forløb man gerne ville være en del af. Ville man være pædagog på et bosted for handicappede, hvor forbedringer skulle ses over et helt år. Ville man være lærer, hvor man fulgte en klasse gennem flere år, eller er ens temperament mere til at have nye hold hver uge, hvor forandringen er at spore i løbet af tre dage. Hvilken udvikling vil man gerne se?

Hvilke værdier har man, og hvad synes man er spændende kan også hjælpe til at vælge. Da jeg i sin tid gik i gymnasiet, var jeg frustreret over, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg brugte en frygtelig masse energi på at bekymre mig, og tænke, og dermed forsøge at løse mit ‘problem’. Jeg endte med at kigge på min ekskæreste, som var dybt engageret i computer, og brugte alle sine vågne timer på at spille, kode og fordybe sig i emnet. Det engagement han havde var jeg dybt betaget af, og jeg endte med at spørge mig selv – hvad synes du er spændende Sandra? En frygtelig masse ting, men konklusionen for mig blev, at jeg synes mennesker er spændende, og alt hvad der rør sig indeni mennesket. Derfor valgte jeg som resten af danmarks ungdom at kæmpe for at få høje karakterer så jeg kunne komme ind på psykologi – og ind kom jeg da også.

Forestillingen om drømmestudiet blev dog hurtigt knust, da det gik op for mig, hvor læsetungt, teorifyldt og langt fra virkeligheden studiet er. De høje karakterer jeg normalt fik i gymnasiet blev afløst af 4 og 7 taller, og jeg var sønderknust – over aldrig at være færdig, altid at føle sig bagud, og aldrig være god nok.

Vigtigheden af livets skole
Inden jeg skræmmer alle fra vid og sans, så må jeg hellere komme med mine pointer:

Vær klar over at et studie kræver hårdt arbejde, og går op og ned ligesom livet. Overvej hvad du synes der er spændende, og måske kræver det at læse et studie som ikke er så spændende, for så at få lov til at lave noget du gerne vil bagefter, eller omvendt tillad dig selv at læse et studie, fordi du synes det er mega spændende, selvom du ikke ved hvad du skal bruge det til bagefter.

Husk at alle veje fører til Rom, så hvis ikke det ene lykkedes, så kan noget andet være en mulighed. En klog kvinde sagde en gang til mig, at folk med succes har ikke prøvet en gang, nej, de har prøvet flere gange, har lært noget af det, og er blevet ved.

I stedet for kun at fokusere på uddannelse, som vi kender den fra gymnasiet, erhvervsskolerne, universitet og andre steder, så sørg for at du også bliver optaget i livets skole, for den hjælper dig til at blive et helt menneske. Livets skole handler om fritidsinteresserne, selvom man også har studie, kærlighed, festerne, dansen på bordene, op og nedture, venskaber, familie og at turde forfølge idéer, selvom man ikke ved hvor man ender.

Slutteligt vil jeg citere Jakob Olrik, som i mandags sagde i sin Sankt Hans tale til ungdommen: Tag en chance og giv dig selv lov til at tænke store revolutionære tanker.

Skrevet af Sandra Ebbesen, frivillig i Ungdomsliv

Kategorier
Blogindlæg

Den hemmelige ensomhed

De fleste unge oplever ensomhed i løbet af deres ungdomsliv, og for de fleste er det både naturligt og midlertidig. Eksempelvis når en kæreste slår op, når et venskab slutter eller hvis man starter på en ny skole og skal indgå i nye sociale relationer. Det kommer man over og må betegnes som en naturlig del af livet.

Men for andre unge kan ensomheden blive mere permanent og få store konsekvenser for den unges trivsel og personlige udvikling.

I vores egen chatrådgivning her i Ungdomsliv, samt hos landets øvrige anonyme chatrådgivninger, oplever vi et stigende antal unge der henvender sig på baggrund af ensomhed. Og det samme billede tegner sig i de relative få undersøgelser der findes på området:

  • 7% af de unge i 8. klasse føler sig tit eller altid ensomme. Og hele 17% føler sig næsten altid udenfor, når de er sammen med jævnaldrende. (Lasgaard: Ensom blandt andre”, 2. udg. 2010)
  • 14 % af 16-24 årige føler sig ofte eller meget ofte ensomme. (Aaen&Nielsen: “Trivsel, sundhed og sundhedsvaner blandt 16-20 årige i Danmark”, 2006)
  • 11 % af de 15-24 årige svarer“ofte” til mindst et af spørgsmålene: “Føler du dig isoleret?”“Savner du nogen at være sammen med?” og “Føler du dig holdt udenfor?”. (Center for Ungdomsforskning – Nielsen m.fl.: “Når det er svært at være ung i DK – Unges trivsel og mistrivsel”, 2011)

Nye undersøgelser om unges trivsel viser blandt andet, at der er en markant sammenhæng mellem ensomhed og mobning, depression, misbrug og selvmord. Ikke overraskende og naturligvis grund til at tage det meget alvorligt. Men ensomhed er svær at definere entydigt.

Et forenklet billede af ensomhed

Ensomhed bliver ofte forbundet med mobning og at blive holdt ude af en social kontekst. Det er en ensomhed vi kan se, og som vi har tradition for at forholde os til. Men vi må anskue ensomhed som mere end det, for at kunne se og hjælpe den stadig stigende gruppe af unge der lever med en mere skjult og hemmelig ensomhed.

Forskning, og den unge selv, fortæller os, at det er følelsen af ikke at høre til hos de mennesker der er tættest på, der skaber ensomheden. Det er altså ikke nødvendigvis en ekskludering, men i højere grad den unges individuelle oplevelse af intimiteten i de relationer denne indgår i, der er afgørende. Venner, popularitet, talenter, udseende osv. kan derfor ikke bruges som indikatorer for, om en ung føler sig ensom. Det handler i stedet om hvorvidt den unge føler, at denne kan betro sig til venner og familie, om den unge oplever at kunne dele sine inderste tanker og følelser med nogen.

Andres succes kan skabe ensomhed

Et element vi i Ungdomsliv oplever ofte glemmes, når snakken falder på årsager til ensomheden. Medier, og ikke mindst de digitale, har været medvirkende til et øget fokus på individet succes. Antallet af succeskriterier den unge skal forholde sig til er eksploderet de senere år. Antal og kvalitet af venskaber, kærlighed, succes på arbejdsmarkedet, intimiteten og det spændende fritidsliv, som bl.a. opdateringer på FB og mediebilledet generelt flyder over med, presser den unge yderligere.

Følelsen af ikke at være lige så succesfuld på alle parametre betyder, at pilen peger indad. Det er MIG der ikke er god nok og derfor trækker jeg mig. Ensomheden vokser og hvis ens selvfølelse i forvejen er skrøbelig, kan ensomheden bide sig fast og den negative ensomhedsspiral er startet.

Ekstroverte kan også være ensomme

Udtrykket “negativ ensomhedsspiral” bliver brugt af Cefu, Center for Ungdomsforskning, i deres rapport “Når det er svært at være ung i Danmark – Unges trivsel og mistrivsel i tal”. Rapporten peger på, at den unges negative selvfølelse har stor betydning for ensomheden, og kan føre dem ud i denne negative ensomhedsspiral, hvor den unge trækker sig mere og mere fra sociale interaktioner. Det har flere negative konsekvenser, bla. bliver den unge mere og mere usynlig for folk omkring dem, det bliver sværere at indgå i den helt almindelige og daglige snak i ex. frikvarteret, række hånden op i klassen og skulle gå til fester og andre sociale arrangementer.

Mathias Lasgaard, lektor på Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet og en af de eneste herhjemme, som forsker i unges ensomhed, fortæller at unges ensomhed tidligere har været et overset problem herhjemme. Men at ungdommen er en af de faser i livet, hvor flest føler sig ensomme. Han har tidligere i forbindelse med sin ph.d.-afhandling lavet en undersøgelse blandt gymnasieelever, som konkluderede, at seks procent af dem ofte føler sig ensomme. Det svarer til en til to elever i hver klasse.

– Det viser, at ensomheden sniger sig ind i alle samfundslag, påpeger Mathias Lasgaard.

Når vi skal opdage ensomheden hos den unge, skal vi altså først anerkende, at den kan findes overalt og ikke er låst fast i stereotype forestillinger om samfundslag, social status, årsager eller typer af mennesker.

Vi skal være ekstra opmærksomme på unge der trækker sig fra sociale interaktioner og den daglige snak. Ja, det er velkendte signaler og det stemmer godt overens med vores erfaringer i Ungdomsliv. Men vi skal huske, at den ensomme unge også kan være den aktive, populære og ekstroverte ung, og det gør det ekstra svært at opdage ensomheden.

Vi skal invitere den ensomme indenfor

Hvis vi anerkende, at vi ikke altid kan spotte ensomheden hos ex. vores elever i skolen, og på den måde være pro-aktiv i forhold til denne elev, skal vi i stedet invitere den ensomme inden for. Det gør vi ved at italesætte ensomheden og huske at have ensomheden med i vores snak om trivsel generelt. Vi skal tage initiativet og vise den unge, at vi kan rumme det, at vi godt ved det kan være svært, og vi godt kan forstå hvorfor man kan opleve ensomhed.

Vi skal skabe den trygge ramme, hvor også den ensomme føler sig forstået og respekteret. Hvor den unge føler de kan søge støtte og hjælp.

Det har man gjort hos Ungdommens Røde Kors, og deres tilbud Ensomung.dk, som jeg afslutningsvis vil nævne som en konkret mulighed for unge mellem 15 og 30 år. Her hjælper de dig med, at få kontakt til andre unge. Både anonymt på chatten, men også ved fysiske arrangementer.

I chatten her i Ungdomsliv taler vi også om ensomhed, og vi taler også med forældre der er usikker på om deres barn er ensom og hvordan de skal forholde sig til ensomheden. Også hos Cyberhus og Børns Vilkår kan du som ung, snakke med en voksen om ensomheden.

Kategorier
Blogindlæg

Går “Mig A/S” konkurs?

Narcissimeepidemi, egoister, selvdyrkelse, “mig A/S”, curlingbørn, anerkendelses -og opmærksomhedsjunkier, finanskrise, øget forventingspres, Facebook, selv i iscenesatte selvportrætter og succesfyldte statusopdateringer…. stop stop stop.

Medier, fagfolk, forældre og faktisk også mange unge selv, har de seneste år haft travlt med at problematisere, argumentere og forklare hvorfor ungdommen er som den er. Hvorfor mange unge har svært ved at tackle forventinger fra samfund, medier, forældre og venner, hvorfor antallet af henvendelser til studievejledere, psykologer og digitale rådgivninger er konstant stigende og hvorfor antidepressiv medicin ligger på flere og flere ungdomsværelser.

Vi har forstået det og vi ved det godt alle sammen… det er ikke nemt at være ung i dag og skylden kaster vi ud over forældrene, samfundet, finanskrisen og Facebook. Men kan vi ikke snart begynde, at omdanne denne indsigt og viden til konkrete handlinger der gør en forskel for den enkelte ung og dennes forældre?

konkursDette blogindlæg handler ikke om hvorfor, men om hvad vi gør nu og hvordan vi sikrer, at vores unge ikke ender med at gå personligt konkurs.

 Forældrene skal støttes

Forældrene har ansvaret for deres børn, det skal vi respektere og anerkende. Men vi må også samtidig erkende, at vores verden i dag, er en mere kompleks og kaotisk opbygget virkelighed, end for bare 30 år siden. Udviklingen går stærkt på alle parametre, og  det er forståeligt at mange forældre kan miste pusten og have svært ved at følge med deres børn, og dermed også at kunne støtte og hjælpe dem, i det omfang de har behov for.

Forældrene er også påvirket af de værdier og kulturer den unge navigerer efter. Et ungdomsliv, hvor jagten på social og personlig succes, ofte maser udviklingen af kompetencer og redskaber til at tackle modgang og de svære følelser, som livet også består af. Derudover er forældrene udfordret af den stigende tendens til, at unge tidligere og tidligere skal være ansvarlig for deres egen lykke, tage afgørende beslutninger om deres liv, og selv tage ansvaret når det går galt.

Vi skal tænke mere forebyggende og klæde forældrene bedre på til opgaven. Forældrene skal have adgang til ny viden og indsigt i barnets udvikling og virkelighed, fra spæd til de kaotiske ungdomsår i gymnasiet. De skal have tilført indsigt og redskaber til, hvordan de bedst muligt kan støtte og hjælpe deres barn gennem ungdomslivet. Ikke som retningslinjer og facitlister, men som viden, dialog og inspiration som de kan forvalte, ud fra egne holdninger og overbevisninger.

Denne viden og indsigt skal leveres og tilbydes af de instanser, som forældrene har kontakt med, i kraft af deres forældreskab. Det vil sige sundhedsvæsnet, uddannelsessystemet og kommunale forvaltninger.

Uddannelsessystemet har en unik mulighed

Uddannelsessystemet byder ind med krav, forventinger og rammer for store dele af ungdomslivet, og det er også her, den unges sociale og personlige udvikling primært foregår. Uddannelsessystemet har, eller har adgang til, en stor viden om ungdomslivets udfordringer, samt en ofte tæt personlig relation til den unge. Det er derfor oplagt, at uddannelsessystemet påtager sig et større ansvar for, også at klæde den unge på i forhold til, at tackle de mere følelsesmæssige og personlige udfordringer i livet.

Og så rumler debatten om hvilke forpligtigelser det offentlige har, og om skolerne skal overtage forældrenes grundlæggende ansvar. Ikke en debat jeg vil bidrage til her, men dog pointere, at vi ikke længere kan forvente eller forlange, at forældre i dag skal kunne ruste deres børn med alle de redskaber og kompetencer der kræves for, at kunne navigere sundt og trygt gennem ungdomslivet.

Jeg mener derfor, at vi fra 1 klasse i folkeskolen til ungdomsuddannelserne, skal have et obligatorisk fag der fokuserer på at udvikle og nuancere de kompetencer og redskaber, der er nødvendige for at tackle de udfordringer og den modgang der er naturlige komponenter i et ungt liv.

Hvorfor har vi i folkeskolen ikke mere tid til at snakke om ensomhed, venskaber, selvskadende adfærd, selv iscenesættelser og alle de andre ting der kendetegner hverdagens udfordringer for en ung i folkeskolen? Hvorfor lærer vi ikke de unge om vigtigheden af at kunne sætte ord på livet, og hvorfor indgår Facebook, Instagram og de andre digitale platforme, ikke som en naturlig del af klassens daglige sociale profil og arbejde?

Hvorfor byder Gymnasierne ikke velkommen med en obligatorisk foredragsrække, et gruppeforløb og/eller samtaler for unge og deres forældre, om hvad det vil sige at være ung og skulle klare gymnasiets forventninger, lektier, succeskriterier, dårlige karakterer, samtidig med et hektisk natteliv, sexuelle debuter og dårligt selvværd?

Hvorfor tilbyder skoler og institutioner på alle trin, ikke foredrag og samtaler med forældre om ungdomsliv og hvordan forældre bedre kan støtte og hjælpe deres børn?

Ungdomslivet i dag, er mere sammensat og komplekst end tidligere, og vores offentlige tilbud må tilpasses denne udvikling. Ungdomslivet er en helhed og uden læring og støtte til den personlige udvikling går “Mig A/S” konkurs, og så bliver det et dyrt 12 tal for samfundet.