Kategorier
Blogindlæg

Den glemte kompetence

Fagfolk, forældre, medier og uddannelsessystemet står i kø for at tilbyde den unge en lang række af redskaber og personlige kompetencer, der skal hjælpe dem med at håndtere det pres vores succeskriterier, test, optimeringsforløb, adgangskrav, forventninger og målsætninger skaber. Listen af velmenende og professionelle tilbud til den unge er lang. Mindfullness, coaching, vejledning, sund kost, motion, yoga, støtteordninger, sundhedstips osv. osv., og så håber vi, at den unge klarer skærene og kommer igennem ungdomslivet som velsmurt demokratisk bidragsyder med lovende karriere, samt social og personlig robusthed.

Men lykkes dette?

Hvis man skal tro den nye rapport om unges mentale helbred, som Vidensråd for Forebyggelse sendte på gaden i september, samt meldinger fra fagfolk og de unge selv, er svaret nej. Og det giver mig lyst til at udfordre måden, vi anskuer begrebet kompetence på, og hvilke kompetencer, vi mener, den unge har brug for.

Når vi Googler kompetence
Finder vi et hav hav af definitioner, holdninger og diskussioner om betydningen af dette begreb, men der synes at være bred enighed om, at de ressourcer, vi som mennesker har med os fra fødslen, kan udvikle sig til egentlige kompetencer. Sprog og bevægelse kunne være simple eksempler på medfødte ressourcer som vi udvikler, og for nogle udvikler disse sig til egentlige kompetencer.

Men kan vi også anskue empati, glæde, lyst og omsorg som ressourcer, vi har fået med i pakken, og som også kan udvikle sig til egentlige kompetencer. Kompetencer vi kan bruge til at håndtere livet generelt?

Ifølge Bente Jensen, Professor ved Instiut for Uddannelse og Pædagogik kan kompetence forstås som et ”beredskab” og som ”ressourcer”, der gør mennesker i stand til at håndtere, klare og kontrollere de mangfoldige situationer og udfordringer, som livets sociale arenaer byder på. Kompetence er noget, man har, fordi man ved noget, kan noget og gør noget.

Ud fra dette må svaret derfor være ja, og det synspunkt udfordrer vores måde at arbejde med unge. For skal vi så fokusere på at tilføre nye kompetencer, der måske i højere grad er designet efter tiden og samfundets behov, eller skal vi fokusere på de grundlæggende ressourcer, som vi allerede indeholder og udvikle disse til egentlig kompetencer, og ikke mindst hvilke ressourcer skal vi i så fald fokusere på.

Og så når vi frem til den glemte kompetence, fordi jeg tror, vi skal helt ned i det jordnære og tænke langt mere enkelt i vores arbejde med den unge. For at visualisere min pointe, har jeg kastet mig ud i en disciplin, som tidligere i mit studieliv har været forbundet med svedperler på panden og et galoperende hjerte. Vi skal have fat i en graf. Den er ikke særlig køn og langt fra resultatet af et omfattende forskningsprojekt. Den skal udelukkende visualisere en tendens, jeg oplever hos mange unge.

grafGlæde og lyst aftager i ungdomslivet
Barnet har en forunderlig ressource til at søge glæden i legen, i deres relationer og i hverdagens rutiner. Lysten er drivværket og læring, kreativitet, overskud og modstandskraft vokser ud af netop glæde og lyst. Det tror jeg ikke, mange mennesker vil eller kan argumentere imod.

Men jeg oplever, at når barnet bliver ældre og ungdomslivets udfordringer melder sig, er det svært for den unge at bevare den umiddelbare glæde og lyst. Og det er et problem.

Antallet af succeskriterier og kompetencer, den unge skal leve op til, samt en øget konkurrencementalitet i samfundet generelt, har indvirkning på den unges umiddelbare glæde og lyst til livet generelt. Og derfor udvikler den unge heller ikke den kreativitet, det selvværd og den modstandskraft, den unge skal bruge for at kunne navigere sikkert og konstruktivt igennem ungdomslivet.

Glæden som kompetence
Når vi oplever glæde i forbindelse med en spændende opgave, en dejlig relation eller når vi dyrker vores interesser, udløser vores krop endorfiner. Det har en positiv indvirkning på vores hverdag, det er der ikke noget nyt i.

Men glæde kan så meget mere.
Den giver os lyst til fordybelse, og engagerer os i det, vi oplever glæde ved. Vi kan nok alle huske den lærer i folkeskolen, som spredte glæde og lyst ved hendes fag, og hvor lektierne ikke var helt så slemme at få lavet. Måske havde det endda betydning for den retning, vi senere valgte uddannelse efter. Fodboldtræneren som skabte glæde på holdet, og dermed en ramme hvor de unge kunne finde venskaber, få succesoplevelser og dermed lægge lidt ekstra selvværd i rygsækken. Forældrene, der motiverer og stimulerer den unge til fortsat at lege med livet og dyrke den sjove fritidsinteresse, som betyder, at der skabes balance mellem det sjove og det knap så sjove i livet.

Glæden skaber en fantastisk tryg ramme, hvor vi kan lære at fejle, acceptere at vi er forskellige som mennesker, at vi ikke er lige gode til alting. Men også, hvad der gør mig glad, hvad jeg er god og ikke så god til.

Jeg oplever, at det netop er denne indsigt og disse erfaringer rigtig mange unge ikke har med i rygsækken i dag. Og det gør ungdomslivet hårdt for dem, fordi livet jo også indeholder disse aspekter. Derfor skal vi anskue vores ressourcer som ex. glæde og lyst som byggesten og en forudsætning for læring, trivsel og livsmestring. Vi skal udvikle og stimulere disse ressourcer, så de udvikler sig som egentlige kompetencer som den unge kan bruge bevidst og konstruktivt.

Men hvordan griber vi det an?
Svaret kunne nemt rumme flere ord, end dette blogindlæg kan håndtere. Men vi kan også anskue det enkelt og nemt.

Vi har nemlig allerede oplevet det, udøvet det og lært vores barn det. Som forældre har vi leget og grinet med vores børn, men som ungdomslivet udvikler sig, melder konkurrencen, præstation, fremtidsperspektiv, succeskriterier og alle de andre elementer sig, som vi normalt opfatter som en del af voksenlivet. Og så glemmer vi ofte glæden. Glemmer at nurse den, stimulere den og prioritere den i alt det andet, vi skal nå for at være perfekte.

Vi skal tilbage på sporet og hele ungdomslivet igennem prioritere og kontinuerligt skabe situationer og rammer, hvor glæden kan komme til udtryk hos den unge. Om det er brætspillet på sofabordet, fodboldkampen på vejen, snakken om den svære matematikopgave eller den ekstra tur rundt i rundkørslen, er ligegyldigt.

Ja, der stod matematikopgave…. og deri ligger en pointe i sig selv. Vi skal skabe ligevægt mellem det alvorlige og glæden. Jo mere alvorligt emnet eller situationen er, jo mere glæde skal vi tilføre den eller supplere den med.

Vi skal tage glæden alvorligt
I uddannelsessystemet, ved aftensbordet, i fodboldklubben og i vores relationer generelt, skal vi have glæden med, som en naturlig del af den måde vi forholder os til emnet, situationen og hinanden på. Vi skal dyrke de ting der gør os glade og vi skal tage det alvorligt – for det er vigtigt at glæden er med i rygsækken, når vi bliver kede af det, eller tvivler på, om vi er gode nok til dit og dat.

Kategorier
Blogindlæg

Kan vi tabe til hinanden i gymnasiet?

Drengene taber til pigerne i gymnasiets karakterræs, er overskriften på tænketanken DEA`s  notat fra d. 20.6.2014.

Notatet, er et resultat af beregninger, udført på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik, og helt kort fortalt er deres primære konklusion, at pigerne ligger 0,4 højere på gymnasiet, trods et ens udgangspunkt fra folkeskolen. Omvendt har drengene et marginalt højere snit når de har fuldført HF.DEA`s pointe: At gymnasiets undervisnings- og prøveformer, ved ex. årskarakterer, favoriserer pigerne på bekostning af drengene. DEA anbefaler derfor Børne- og og Undervisningsudvalget, der efter sommerferien skal se på fagligheden i gymnasiet, at partierne bør overveje om de eksisterende undervisnings- og prøveformer giver lige muligheder for både drenge og piger.

Ok… Jeg kan se god fornuft i, at vi kritisk undersøger undervisnings- og prøveformer i gymnasiet. I hvor høj grad understøtter eller de-motiverer den lysten til læring hos drengene.

Men det provokerer mig at en tænketank, der bl.a. definerer sig ved: “TÆNKETANKEN DEA arbejder for kloge investeringer i uddannelse”, så unuanceret benytter sig af karakteren som indikator for uddannelsesmæssige “kloge investeringer”. Og jeg vil i dette blogindlæg gerne byde ind med et par tankeeksperimenter, der måske kan motivere til at tænke uddannelse bredere end bare en konkurrence på karakterer.

Tankeeksperiment 1 – Høje karakterer bekymrer

talPå det almene gymnasium ligger drengene 0,4 point lavere end pigerne, på handelsgymnasiet er forskellen 0,5, og på det tekniske gymnasium sakker drengene 0,8 bagud.

Mine kompetencer ift. statistik er relativt begrænset, men tallene virker ikke alarmerende på mig. Og lidt kækt, kunne jeg fristes til at skyde skylden for drengenes forfald på Carlsberg og hormoner. Men faktisk er jeg bekymret, bare ikke for drengene, men for pigerne.

For ja, de er stukket en smule af, men på hvilken baggrund og for hvilken pris?

Gymnasierne oplever det, de anonyme digitale rådgivninger oplever det, læger og psykologerne oplever det. Vi har en generation af unge piger der presser sig til det yderste for at opnå den høje karakter, høj social status og succes på alle parametre. Ungdomslivet for den unge pige, er i høj grad blevet en konkurrence mod sig selv, veninderne og samfundets italesatte idealer og succeskriterier. De sidder og knokler derhjemme med den danske stil, som ikke handler om fordybelse og forståelse af et spændende fagligt indhold, men om at være en succes i hver enkelt sætning. Derfor får de højere karakterer.

“Danske gymnasiedrenge er dårlige til at sætte sig ned og knokle med lektierne, og de har brug for hjælp til at få bedre studievaner”. Lyder det ifølge Jyllands-Posten, fra flere eksperter fra tænketanken DEA. (Se artikel her).

Hvad ville der ske, hvis vi vendte det på hovedet?
“Danske gymnasiepiger knokler og konkurrerer med karakterene på gymnasierne i en sådan grad, at prisen ofte er stress, depressioner og selvskadende adfærd. De har vundet over drengene på karakteren, men har tabt som mennesker. Pigerne har brug for hjælp til at få lavere karakterer”. Udtaler Ungdomsliv til verdenspressen.

Hvordan kan det være, at når vi har to grupper af unge og den ene får højere karakter end den anden, automatisk og ureflekteret konkluderer at det er den højeste karakter der er succeskriteriet? Hvad blev der er spørgsmål som:

– Hvorfor har pigernes karakter hævet sig?
– Er der sammenhæng mellem den højere karakter og pigernes almene trivsel?
– Hvad er den højere karakter udtryk for? Bedre studievaner, flid, konkurrencementalitet, perfektionisme…
– Er den højere karakter garanti for de ressourcer og kompetencer arbejdsmarkedet efterspørger?
– Hvordan klarer den lave karakter sig i livet, uddannelse og på jobmarkedet?

Tankeeksperiment nr 2 – Passion er vores billet til en gylden fremtid.

foto (18)Netop de kompetencer og ressourcer arbejdsmarkedet efterspørger, er genstand for tankeeksperiment nr. 2.

Politiken foretog 1. juli 2014 en rundspørge blandt en række fremtrædende erhvervsledere, og her giver de den unge student råd med på vejen. Og budskabet er ikke til at misforstå. Erhvervslivet vil have passion og flid – som ligeværdige komponenter.

Det gælder for den unge om at mærke og nyde livet, og på den måde finde det som skaber passion og glæde. Og så dygtiggøre sig indenfor det. En vigtig pointe – der er ingen genveje. Stor passion og glæde, skal kombineres med flid og hårdt arbejde.

Skal vi bruge erhvervlederens erfaring og efterspørgsel som retningsanvisende for ex. gymnasiets undervisning, må det derfor være skolens fineste opgave, at skabe et læringsunivers hvor den enkelte får mulighed for at finde det fagområde der skaber passion og glæde. At skabe et uddannelsesforløb, hvor der ikke er genveje til den flotte karakter, men hvor passion, flid og faglig fordybelse/forståelse honoreres ligeligt.

En lovende fremtid
Mathilde er vores uddannelsessystems yndling. 12 tallerne vælter ind og hun er sikret en lovende fremtid – fortæller samfundet hende. Men det knager i Mathildes hoved, for noget hænger ikke sammen. Og denne knagen er blevet til en artikel med overskriften: I skolen konkurrerer vi bare om tomme tal, politiken, 6 juni, 2014.

Faktisk er jeg det, man kalder for über intelligent. Jeg ved alt: psykologi, dansk, fysik, try me! Men det er jo ikke sandheden. Sandheden er, at jeg har forstået, hvad skolen handler om. Jeg har lært at sige, hvad læreren vil høre, og jeg har lært at skjule mine svagheder. Jeg ved, hvornår og hvad der er retfærdigt at sætte spørgsmålstegn ved, og jeg ved, hvornår et spørgsmål er dumt”.

Og hun fortsætter: “Jeg har ufattelig mange ubesvarede spørgsmål – spørgsmål jeg er for klog til at stille. Svagheder har jeg også mange af – svagheder jeg er for perfekt til at blotte”.

“Vores uddannelsessystem bekymrer mig. Jeg ved fra både mig selv og medstuderende, hvordan det er en ødelæggende faktor for vores læring. Skolen er blevet et sted, hvor vi konkurrerer, men desværre konkurrerer vi om de forkerte præmier. Nemlig karaktererne, der er vores billet til en gylden fremtid”.

Mathilde skal nok klare sig, for hun har luret hvad der er galt, og jeg tror hun vil finde passionen senere i livet (hvis hun ikke allerede har gjort det). Men hendes bekymring skal være alles bekymring. Dels ud fra et menneskeligt perspektiv, hvor konkurrencen er ved at suge al trivsel ud af de unge piger, men absolut også ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Der er et skrigende modsætningsforhold mellem den profil erhvervlederen efterspørger og den måde vi har skabt genveje til succes i vores uddannelsessystem.

Er 11,2 nødvendig for at have lovende fremtid?
Når spørgsmålet stilles direkte, vil de fleste svare nej. Hvorfor f….. er det så vi konstant italesætter og jagter det?

Afskaf årskarakterer og den daglige bedømmelse på tal i gymnasiet, og lad os få skabt et studiemiljø der beholder sin faglige kvalitet (fordi den mener jeg absolut er til stede i dag), men hvor vi ikke skal bedømmes konstant. Hvor forståelse, individuel stillingtagen og fordybelse vægtes højere, end hvad læren vil høre. Hvor passion, glæde og nysgerrighed ved de faglige finesser eliminerer vores konkurrencen med hinanden.

God sommer til alle….

Jeg kan frygte, at de unge på deres vej gennem vores uddannelsessystem, bliver så menneskeligt amputerede og mister lysten til læring i en sådan grad, at de ikke vil være i stand til at gennemføre en videregående uddannelser uden bekostelige støtteordninger af terapeutisk karakter. Vi ser indikationer på dette allerede, og vi skal i gang med at tænke uddannelse på nye måder, hvor konkurrencen nedtones og hvor vi tager ansvar for at uddanne det hele menneske. Hvor vi tør italesætte livets udfordringer og tør tale om passion og glæde i stedet for antallet af 12 taller.

Strømmen af blogindlæg holder en kort sommerpause. Vi sætter os til tasterne igen i august. Indtil da må I nyde sommeren og husk, at også mennesker med karakteren 7 er gode mennesker :)

Kategorier
Blogindlæg

Færdig på gymnasiet og hvad så nu?

I disse dage bliver der udklækket nye studenter, som aldrig før, og det skal lyde et stort tillykke herfra!
Når studenterugen har lagt sig, og huen bliver sat på hylden som et minde om tre gode, men slidsomme år, så melder spørgsmålet sig ‘Hvad skal du så nu?’

De fleste vælger at holde sabbatår, og når du er færdig med det, så skal du til at søge uddannelse. Hele verdenen ligger åben for dine fødder, men hvad skal man lige vælge?

Forløb og værdier
Jeg snakkede med en far i går til et studentergilde, hvor snakken faldt på uddannelse, og hvad man skulle vælge at læse. Han havde en god pointe, som jeg aldrig havde tænkt over før. Han sagde, at man skulle overveje, hvilke slags forløb man gerne ville være en del af. Ville man være pædagog på et bosted for handicappede, hvor forbedringer skulle ses over et helt år. Ville man være lærer, hvor man fulgte en klasse gennem flere år, eller er ens temperament mere til at have nye hold hver uge, hvor forandringen er at spore i løbet af tre dage. Hvilken udvikling vil man gerne se?

Hvilke værdier har man, og hvad synes man er spændende kan også hjælpe til at vælge. Da jeg i sin tid gik i gymnasiet, var jeg frustreret over, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg brugte en frygtelig masse energi på at bekymre mig, og tænke, og dermed forsøge at løse mit ‘problem’. Jeg endte med at kigge på min ekskæreste, som var dybt engageret i computer, og brugte alle sine vågne timer på at spille, kode og fordybe sig i emnet. Det engagement han havde var jeg dybt betaget af, og jeg endte med at spørge mig selv – hvad synes du er spændende Sandra? En frygtelig masse ting, men konklusionen for mig blev, at jeg synes mennesker er spændende, og alt hvad der rør sig indeni mennesket. Derfor valgte jeg som resten af danmarks ungdom at kæmpe for at få høje karakterer så jeg kunne komme ind på psykologi – og ind kom jeg da også.

Forestillingen om drømmestudiet blev dog hurtigt knust, da det gik op for mig, hvor læsetungt, teorifyldt og langt fra virkeligheden studiet er. De høje karakterer jeg normalt fik i gymnasiet blev afløst af 4 og 7 taller, og jeg var sønderknust – over aldrig at være færdig, altid at føle sig bagud, og aldrig være god nok.

Vigtigheden af livets skole
Inden jeg skræmmer alle fra vid og sans, så må jeg hellere komme med mine pointer:

Vær klar over at et studie kræver hårdt arbejde, og går op og ned ligesom livet. Overvej hvad du synes der er spændende, og måske kræver det at læse et studie som ikke er så spændende, for så at få lov til at lave noget du gerne vil bagefter, eller omvendt tillad dig selv at læse et studie, fordi du synes det er mega spændende, selvom du ikke ved hvad du skal bruge det til bagefter.

Husk at alle veje fører til Rom, så hvis ikke det ene lykkedes, så kan noget andet være en mulighed. En klog kvinde sagde en gang til mig, at folk med succes har ikke prøvet en gang, nej, de har prøvet flere gange, har lært noget af det, og er blevet ved.

I stedet for kun at fokusere på uddannelse, som vi kender den fra gymnasiet, erhvervsskolerne, universitet og andre steder, så sørg for at du også bliver optaget i livets skole, for den hjælper dig til at blive et helt menneske. Livets skole handler om fritidsinteresserne, selvom man også har studie, kærlighed, festerne, dansen på bordene, op og nedture, venskaber, familie og at turde forfølge idéer, selvom man ikke ved hvor man ender.

Slutteligt vil jeg citere Jakob Olrik, som i mandags sagde i sin Sankt Hans tale til ungdommen: Tag en chance og giv dig selv lov til at tænke store revolutionære tanker.

Skrevet af Sandra Ebbesen, frivillig i Ungdomsliv

Kategorier
Blogindlæg

Pølsefabrik vs bærerdygtige individer

Selvfølgelig skal du ha’ 12

– Din vej til topkarakterer

Er titlen på en ny bog, hvor to nyudklækkede studenter giver 12 gode råd til, hvordan man opnår topkarakterer i gymnasiet uden at gå glip af hverken venner, fester eller studietur. Forlagets potentielle salgssucces, nødvendigheden af at skrive en sådan bog og at vi alle selvfølgelig skal have have 12, er et skræmmende resultat af hvordan konkurrence og perfektion er blevet en integreret del af den unges identitet, og måden vi måler vores individuelle værdi i samfundet på.

Pølsefabrik vs bærerdygtige individer
Pigerne argumenterer for bogens relevans med bl.a. følgende: “…derimod er det en studentereksamen med topkarakterer og dine fremtidige karrieremuligheder, der er på spil. Med den rette taktik og viljen bag garanterer vi, at det er inden for rækkevidde”.

Topkarakteren er altså blevet lig karrieremuligheder, og midlerne er taktik og vilje. Fejler vi her, ser fremtiden dyster ud og alternativet forbliver usagt, men jeg tænker bistandshjælp, ingen familie, ensomhed og kun èn cykel.

Denne måde at anskue vores ungdomsuddannelse på er farlig, ikke kun for individet, men for samfundet. Gymnasiet reduceres til en pølsefabrik hvor læring, uddannelse og karrieremuligheder produceres ud fra økonomiske og konkurrenceprægede rationaler. Men hvad er det for nogle individer vi får ud af pølsefabrikken? Er det innovative, bæredygtige og demokratiske individer, der med en stærkt identitet kan navigere og bidrage konstruktivt til et samfund der hungrer efter at optimere konkurrenceevnen, styrke økonomi, beskæftigelse og alt det andet? Er det bærerdygtige individer der er glade og kan klare et helt liv uden anti-depressiv medicin, angst, selvskade og ensomhed?

Det er der ikke meget der tyder på.

Hvis målet er perfektion på alle parametre, og når vi som mennesker ikke ses som individer der kan fejle, have forskellige kompetencer og interesser, bliver vi sårbare. Vi opbygger ikke den erfaring og de redskaber der sikrer, at vi kommer konstruktivt gennem den modgang studietiden, arbejdslivet og privatlivet også byder på.

Undskyld
Det  var unægtelig et afsnit skrevet i effekt og ja, jeg prøver at slappe lidt af nu. Der er intet galt med flid, gode karakterer og drømme om en flot karriere. Og de to studiner er langt fra ene om at bidrage med redskaber og kompetencer til hvordan de unge studerende på landets ungdomsuddannelser, skal håndtere de øgede krav og forventninger, samt de udfordringer ungdomslivet ellers byder ind med i så rigelige mængder. Så undskyld til Jer to, det er jo ikke Jeres skyld.

Nej, jeg smider let og elegant skyld og ansvar over på uddannelsessystemet.

Fra folkeskole til universitet, så kan skolen ikke kun fortælle historien om optagelseskrav, karriere, perfektionisme og studieteknikker. De må også fortælle den anden historie.

rocks-in-balance.full_Vores fortællinger skal være i balance
For at sikre hele mennesker, der faktisk er i stand til at skabe den karriere og tage det demokratiske ansvar vi som samfund efterspørger, skal vi skabe ligevægt mellem de to fortællinger succes og modgang.

Vores fortælling skal sikre, at vi ikke kun får stærke faglige individer der med den rette taktik, kan få en stribe 12 taller, men også stærke menneskelige individer, der kan forvalte et 12 eller 4 tal, føle sig stolt og glad, samt bidrage til samfundet.

Den del af fortællingen handler også om, at italesætte og prioritere ungdomslivets udfordringer, at 12 ikke er en selvfølge, at karriere er mange ting og at livet går op og ned. Og ikke mindst hvordan vi tackler disse udfordringer konstruktivt.

Det skal og må anskues som en del af den faglighed vi behøver for at uddanne os til livet, og ikke mindst arbejdslivet. Og derfor er det skolens ansvar.

Jeg ville ønske, at gymnasiet selv ville skrive modbogen til “Selfølgelig skal du ha` 12”. Det burde de, men gør det næppe, desværre.

Kategorier
Blogindlæg

Går “Mig A/S” konkurs?

Narcissimeepidemi, egoister, selvdyrkelse, “mig A/S”, curlingbørn, anerkendelses -og opmærksomhedsjunkier, finanskrise, øget forventingspres, Facebook, selv i iscenesatte selvportrætter og succesfyldte statusopdateringer…. stop stop stop.

Medier, fagfolk, forældre og faktisk også mange unge selv, har de seneste år haft travlt med at problematisere, argumentere og forklare hvorfor ungdommen er som den er. Hvorfor mange unge har svært ved at tackle forventinger fra samfund, medier, forældre og venner, hvorfor antallet af henvendelser til studievejledere, psykologer og digitale rådgivninger er konstant stigende og hvorfor antidepressiv medicin ligger på flere og flere ungdomsværelser.

Vi har forstået det og vi ved det godt alle sammen… det er ikke nemt at være ung i dag og skylden kaster vi ud over forældrene, samfundet, finanskrisen og Facebook. Men kan vi ikke snart begynde, at omdanne denne indsigt og viden til konkrete handlinger der gør en forskel for den enkelte ung og dennes forældre?

konkursDette blogindlæg handler ikke om hvorfor, men om hvad vi gør nu og hvordan vi sikrer, at vores unge ikke ender med at gå personligt konkurs.

 Forældrene skal støttes

Forældrene har ansvaret for deres børn, det skal vi respektere og anerkende. Men vi må også samtidig erkende, at vores verden i dag, er en mere kompleks og kaotisk opbygget virkelighed, end for bare 30 år siden. Udviklingen går stærkt på alle parametre, og  det er forståeligt at mange forældre kan miste pusten og have svært ved at følge med deres børn, og dermed også at kunne støtte og hjælpe dem, i det omfang de har behov for.

Forældrene er også påvirket af de værdier og kulturer den unge navigerer efter. Et ungdomsliv, hvor jagten på social og personlig succes, ofte maser udviklingen af kompetencer og redskaber til at tackle modgang og de svære følelser, som livet også består af. Derudover er forældrene udfordret af den stigende tendens til, at unge tidligere og tidligere skal være ansvarlig for deres egen lykke, tage afgørende beslutninger om deres liv, og selv tage ansvaret når det går galt.

Vi skal tænke mere forebyggende og klæde forældrene bedre på til opgaven. Forældrene skal have adgang til ny viden og indsigt i barnets udvikling og virkelighed, fra spæd til de kaotiske ungdomsår i gymnasiet. De skal have tilført indsigt og redskaber til, hvordan de bedst muligt kan støtte og hjælpe deres barn gennem ungdomslivet. Ikke som retningslinjer og facitlister, men som viden, dialog og inspiration som de kan forvalte, ud fra egne holdninger og overbevisninger.

Denne viden og indsigt skal leveres og tilbydes af de instanser, som forældrene har kontakt med, i kraft af deres forældreskab. Det vil sige sundhedsvæsnet, uddannelsessystemet og kommunale forvaltninger.

Uddannelsessystemet har en unik mulighed

Uddannelsessystemet byder ind med krav, forventinger og rammer for store dele af ungdomslivet, og det er også her, den unges sociale og personlige udvikling primært foregår. Uddannelsessystemet har, eller har adgang til, en stor viden om ungdomslivets udfordringer, samt en ofte tæt personlig relation til den unge. Det er derfor oplagt, at uddannelsessystemet påtager sig et større ansvar for, også at klæde den unge på i forhold til, at tackle de mere følelsesmæssige og personlige udfordringer i livet.

Og så rumler debatten om hvilke forpligtigelser det offentlige har, og om skolerne skal overtage forældrenes grundlæggende ansvar. Ikke en debat jeg vil bidrage til her, men dog pointere, at vi ikke længere kan forvente eller forlange, at forældre i dag skal kunne ruste deres børn med alle de redskaber og kompetencer der kræves for, at kunne navigere sundt og trygt gennem ungdomslivet.

Jeg mener derfor, at vi fra 1 klasse i folkeskolen til ungdomsuddannelserne, skal have et obligatorisk fag der fokuserer på at udvikle og nuancere de kompetencer og redskaber, der er nødvendige for at tackle de udfordringer og den modgang der er naturlige komponenter i et ungt liv.

Hvorfor har vi i folkeskolen ikke mere tid til at snakke om ensomhed, venskaber, selvskadende adfærd, selv iscenesættelser og alle de andre ting der kendetegner hverdagens udfordringer for en ung i folkeskolen? Hvorfor lærer vi ikke de unge om vigtigheden af at kunne sætte ord på livet, og hvorfor indgår Facebook, Instagram og de andre digitale platforme, ikke som en naturlig del af klassens daglige sociale profil og arbejde?

Hvorfor byder Gymnasierne ikke velkommen med en obligatorisk foredragsrække, et gruppeforløb og/eller samtaler for unge og deres forældre, om hvad det vil sige at være ung og skulle klare gymnasiets forventninger, lektier, succeskriterier, dårlige karakterer, samtidig med et hektisk natteliv, sexuelle debuter og dårligt selvværd?

Hvorfor tilbyder skoler og institutioner på alle trin, ikke foredrag og samtaler med forældre om ungdomsliv og hvordan forældre bedre kan støtte og hjælpe deres børn?

Ungdomslivet i dag, er mere sammensat og komplekst end tidligere, og vores offentlige tilbud må tilpasses denne udvikling. Ungdomslivet er en helhed og uden læring og støtte til den personlige udvikling går “Mig A/S” konkurs, og så bliver det et dyrt 12 tal for samfundet.