Kategorier
Blogindlæg

MindTalk – Selvværd på skoleskemaet

Sæt da selvtillid og selvværd på skoleskemaet. Sådan lyder overskriften på denne fremragende artikel, skrevet af 15 årige Emilie Behrendt. Her fortæller hun bl.a. at normalvægt er blevet den nye overvægt.

Hun efterlyser, at vores skoler og ungdomsuddannelser tager ansvar for, at de studerende udvikler selvværd og kompetencer til at modstå og nuancere det bombardement af perfekte kroppe de dagligt udsættes for på bl.a. Instagram. Et bombardement af unormal perfektion og som yderligere forstærkes af samfundet, fagpersoner og forældres måde generelt at italersætte unges succeskriterier på, og hvor vi glemmer at nuancere det svære og normale i ungdomslivet.

En ungdomskultur er skabt, hvor den unge opfatter det som deres egen skyld, hvis de ikke opnår perfektion på alle parametre. En kultur hvor den unge beskylder sig selv, straffer sig selv eller resignerer ind i en destruktiv anskuelse af eget liv og egen person, når de oplever ikke at kunne levere det perfekte. Selvskadende adfærd, unormalt forhold til egen krop/kost og angst, er eksempler på nogle af de svære konsekvenser flere og flere unge oplever.

Vi har brug for at italesætte livet i en bredere forstand, at snakke om andet end det perfekte. Hvordan vi som mennesker er forskellige, gør dumme ting, påvirkes i det sociale rum og ikke mindst, hvordan vi tackler den modgang som er en naturlig del af livet – hele livet.

Ny workshop skal booste unges selvværd i skolernes ældste klasser

Jeg så helst, lig Emilie Behrendt, at selvværd var en fast og integreret del af skoleskemaet, både i folkeskole og på ungdomsuddannelsen. Men før denne bevidsthed har manifisteret sig på de forskellige niveauer, kan vi alligevel sætte gang i processen, og sikre at vi forstyrrer den unges syn på perfektion.

LMS, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, er på banen med et nyt tilbud til landets folkeskoler. LMS har stor erfaring i netop at nuancere den unges forståelse og opfattelse af sig selv og hinanden – i særlig grad deres krop, tanker og idealer. De kalder tilbuddet MindTalk, og er en 2.5 timers workshop henvendt til 7-10 kl. Et tilbud, som vi her i Ungdomsliv gerne vil støtte op om.

Her kan du læse deres pressemeddelelse om Mindtalk:

Manglende selvværd og et unaturligt forhold til krop, kost og motion er en stigende tendens hos unge. Derfor lancerer Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade – LMS en ny selvværdsworkshop MindTalk med støtte fra Velux- og Villum Fonden. Formålet er at styrke børns og unges selvværd og forbygge nye tilfælde af spiseforstyrrelser og selvskade samt sikre deres mentale sundhed generelt.

Vi ved, at et godt selvværd og synliggørelse af samfundets krav, idealer og normer er vigtige faktorer i forebyggelsen af spiseforstyrrelser og selvskade. Der har de seneste år været fokus på børns og unges fysiske sundhed, men det er vigtigt, at vi ikke overser den mentale sundhed,” siger projektleder Nanna Birksø Quvang.

Workshoppen er blevet budt velkommen af både lærere og elever, som mener, at der er et behov for at tale om emnerne. ”Det er rigtig vigtig, at man lærer om det i skolen, og jeg synes, det er gode ting at tage med sig videre i livet.” (Pige, 9. kl.).

MindTalk afholdes klassevis for 7.-10. kl. og varer 2,5 time. Der arbejdes med at hjælpe de unge med at opbygge et positivt selvværd ved at forstå og forholde sig til sig selv og hinanden – i særlig grad deres krop, tanker og idealer. Ønsket med workshoppen er at skabe refleksion og debat samt udvikle færdigheder, som kan nedbryde medieskabte billeder og give de unge et sprog, så de bedre kan udtrykke egne følelser og hjælpe hinanden og forhindre, at der oparbejdes et skadeligt billede af, hvad der er naturligt, sundt og sejt.

MindTalk inddrager eleverne aktivt og veksler mellem oplæg fra underviseren, spørgsmål og øvelser i grupper, billede- og videomateriale samt diskussioner i plenum. Workshoppen tager bl.a. fat i begreberne selvværd og selvtillid, normer, kropsidealer og mobning, men diskuterer også de unges brug af sociale medier i forhold til mobning og selvværd.

Desuden løftes sløret for mediernes påvirkning af selvværdet, herunder både reklame- og modebranchens indflydelse bl.a. ved hjælp af eksempler på photoshoppede billeder.

Vi sidder alle sammen og undrer os over, at de faktisk ser sådan ud i virkeligheden. Det siger måske noget om, hvor meget retouchering, der sker. Ikke engang de helt store kendisser lever op til de der krav om at være helt perfekt, hvorfor skal vi så?” (Dreng, 7. kl.).

Via film og øvelser får eleverne ligeledes indblik i, hvordan sproget kan være med til at påvirke eget og andres selvværd både i en positiv og negativ retning. De får også en ny vinkel på mobning og udfordres med øvelser med forskellige øvelser. Sidst, men ikke mindst får eleverne at vide, hvordan og hvor de kan søge hjælp, hvis de selv eller andre har det skidt – for der er hjælp at hente!

MindTalk udbydes lige nu til en intropris på 1099 kr. plus transportudgifter og transporttillæg hvis uden for København. For mere info læs her: http://www.lmsnyt.dk/bestilforedrag/mindtalk/ eller kontakt kursus- og projektleder Nanna Birksø Quvang på nq@spiseforstyrrelser.dk

Kategorier
Blogindlæg

Den hemmelige ensomhed

De fleste unge oplever ensomhed i løbet af deres ungdomsliv, og for de fleste er det både naturligt og midlertidig. Eksempelvis når en kæreste slår op, når et venskab slutter eller hvis man starter på en ny skole og skal indgå i nye sociale relationer. Det kommer man over og må betegnes som en naturlig del af livet.

Men for andre unge kan ensomheden blive mere permanent og få store konsekvenser for den unges trivsel og personlige udvikling.

I vores egen chatrådgivning her i Ungdomsliv, samt hos landets øvrige anonyme chatrådgivninger, oplever vi et stigende antal unge der henvender sig på baggrund af ensomhed. Og det samme billede tegner sig i de relative få undersøgelser der findes på området:

  • 7% af de unge i 8. klasse føler sig tit eller altid ensomme. Og hele 17% føler sig næsten altid udenfor, når de er sammen med jævnaldrende. (Lasgaard: Ensom blandt andre”, 2. udg. 2010)
  • 14 % af 16-24 årige føler sig ofte eller meget ofte ensomme. (Aaen&Nielsen: “Trivsel, sundhed og sundhedsvaner blandt 16-20 årige i Danmark”, 2006)
  • 11 % af de 15-24 årige svarer“ofte” til mindst et af spørgsmålene: “Føler du dig isoleret?”“Savner du nogen at være sammen med?” og “Føler du dig holdt udenfor?”. (Center for Ungdomsforskning – Nielsen m.fl.: “Når det er svært at være ung i DK – Unges trivsel og mistrivsel”, 2011)

Nye undersøgelser om unges trivsel viser blandt andet, at der er en markant sammenhæng mellem ensomhed og mobning, depression, misbrug og selvmord. Ikke overraskende og naturligvis grund til at tage det meget alvorligt. Men ensomhed er svær at definere entydigt.

Et forenklet billede af ensomhed

Ensomhed bliver ofte forbundet med mobning og at blive holdt ude af en social kontekst. Det er en ensomhed vi kan se, og som vi har tradition for at forholde os til. Men vi må anskue ensomhed som mere end det, for at kunne se og hjælpe den stadig stigende gruppe af unge der lever med en mere skjult og hemmelig ensomhed.

Forskning, og den unge selv, fortæller os, at det er følelsen af ikke at høre til hos de mennesker der er tættest på, der skaber ensomheden. Det er altså ikke nødvendigvis en ekskludering, men i højere grad den unges individuelle oplevelse af intimiteten i de relationer denne indgår i, der er afgørende. Venner, popularitet, talenter, udseende osv. kan derfor ikke bruges som indikatorer for, om en ung føler sig ensom. Det handler i stedet om hvorvidt den unge føler, at denne kan betro sig til venner og familie, om den unge oplever at kunne dele sine inderste tanker og følelser med nogen.

Andres succes kan skabe ensomhed

Et element vi i Ungdomsliv oplever ofte glemmes, når snakken falder på årsager til ensomheden. Medier, og ikke mindst de digitale, har været medvirkende til et øget fokus på individet succes. Antallet af succeskriterier den unge skal forholde sig til er eksploderet de senere år. Antal og kvalitet af venskaber, kærlighed, succes på arbejdsmarkedet, intimiteten og det spændende fritidsliv, som bl.a. opdateringer på FB og mediebilledet generelt flyder over med, presser den unge yderligere.

Følelsen af ikke at være lige så succesfuld på alle parametre betyder, at pilen peger indad. Det er MIG der ikke er god nok og derfor trækker jeg mig. Ensomheden vokser og hvis ens selvfølelse i forvejen er skrøbelig, kan ensomheden bide sig fast og den negative ensomhedsspiral er startet.

Ekstroverte kan også være ensomme

Udtrykket “negativ ensomhedsspiral” bliver brugt af Cefu, Center for Ungdomsforskning, i deres rapport “Når det er svært at være ung i Danmark – Unges trivsel og mistrivsel i tal”. Rapporten peger på, at den unges negative selvfølelse har stor betydning for ensomheden, og kan føre dem ud i denne negative ensomhedsspiral, hvor den unge trækker sig mere og mere fra sociale interaktioner. Det har flere negative konsekvenser, bla. bliver den unge mere og mere usynlig for folk omkring dem, det bliver sværere at indgå i den helt almindelige og daglige snak i ex. frikvarteret, række hånden op i klassen og skulle gå til fester og andre sociale arrangementer.

Mathias Lasgaard, lektor på Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet og en af de eneste herhjemme, som forsker i unges ensomhed, fortæller at unges ensomhed tidligere har været et overset problem herhjemme. Men at ungdommen er en af de faser i livet, hvor flest føler sig ensomme. Han har tidligere i forbindelse med sin ph.d.-afhandling lavet en undersøgelse blandt gymnasieelever, som konkluderede, at seks procent af dem ofte føler sig ensomme. Det svarer til en til to elever i hver klasse.

– Det viser, at ensomheden sniger sig ind i alle samfundslag, påpeger Mathias Lasgaard.

Når vi skal opdage ensomheden hos den unge, skal vi altså først anerkende, at den kan findes overalt og ikke er låst fast i stereotype forestillinger om samfundslag, social status, årsager eller typer af mennesker.

Vi skal være ekstra opmærksomme på unge der trækker sig fra sociale interaktioner og den daglige snak. Ja, det er velkendte signaler og det stemmer godt overens med vores erfaringer i Ungdomsliv. Men vi skal huske, at den ensomme unge også kan være den aktive, populære og ekstroverte ung, og det gør det ekstra svært at opdage ensomheden.

Vi skal invitere den ensomme indenfor

Hvis vi anerkende, at vi ikke altid kan spotte ensomheden hos ex. vores elever i skolen, og på den måde være pro-aktiv i forhold til denne elev, skal vi i stedet invitere den ensomme inden for. Det gør vi ved at italesætte ensomheden og huske at have ensomheden med i vores snak om trivsel generelt. Vi skal tage initiativet og vise den unge, at vi kan rumme det, at vi godt ved det kan være svært, og vi godt kan forstå hvorfor man kan opleve ensomhed.

Vi skal skabe den trygge ramme, hvor også den ensomme føler sig forstået og respekteret. Hvor den unge føler de kan søge støtte og hjælp.

Det har man gjort hos Ungdommens Røde Kors, og deres tilbud Ensomung.dk, som jeg afslutningsvis vil nævne som en konkret mulighed for unge mellem 15 og 30 år. Her hjælper de dig med, at få kontakt til andre unge. Både anonymt på chatten, men også ved fysiske arrangementer.

I chatten her i Ungdomsliv taler vi også om ensomhed, og vi taler også med forældre der er usikker på om deres barn er ensom og hvordan de skal forholde sig til ensomheden. Også hos Cyberhus og Børns Vilkår kan du som ung, snakke med en voksen om ensomheden.

Kategorier
Blogindlæg

Pølsefabrik vs bærerdygtige individer

Selvfølgelig skal du ha’ 12

– Din vej til topkarakterer

Er titlen på en ny bog, hvor to nyudklækkede studenter giver 12 gode råd til, hvordan man opnår topkarakterer i gymnasiet uden at gå glip af hverken venner, fester eller studietur. Forlagets potentielle salgssucces, nødvendigheden af at skrive en sådan bog og at vi alle selvfølgelig skal have have 12, er et skræmmende resultat af hvordan konkurrence og perfektion er blevet en integreret del af den unges identitet, og måden vi måler vores individuelle værdi i samfundet på.

Pølsefabrik vs bærerdygtige individer
Pigerne argumenterer for bogens relevans med bl.a. følgende: “…derimod er det en studentereksamen med topkarakterer og dine fremtidige karrieremuligheder, der er på spil. Med den rette taktik og viljen bag garanterer vi, at det er inden for rækkevidde”.

Topkarakteren er altså blevet lig karrieremuligheder, og midlerne er taktik og vilje. Fejler vi her, ser fremtiden dyster ud og alternativet forbliver usagt, men jeg tænker bistandshjælp, ingen familie, ensomhed og kun èn cykel.

Denne måde at anskue vores ungdomsuddannelse på er farlig, ikke kun for individet, men for samfundet. Gymnasiet reduceres til en pølsefabrik hvor læring, uddannelse og karrieremuligheder produceres ud fra økonomiske og konkurrenceprægede rationaler. Men hvad er det for nogle individer vi får ud af pølsefabrikken? Er det innovative, bæredygtige og demokratiske individer, der med en stærkt identitet kan navigere og bidrage konstruktivt til et samfund der hungrer efter at optimere konkurrenceevnen, styrke økonomi, beskæftigelse og alt det andet? Er det bærerdygtige individer der er glade og kan klare et helt liv uden anti-depressiv medicin, angst, selvskade og ensomhed?

Det er der ikke meget der tyder på.

Hvis målet er perfektion på alle parametre, og når vi som mennesker ikke ses som individer der kan fejle, have forskellige kompetencer og interesser, bliver vi sårbare. Vi opbygger ikke den erfaring og de redskaber der sikrer, at vi kommer konstruktivt gennem den modgang studietiden, arbejdslivet og privatlivet også byder på.

Undskyld
Det  var unægtelig et afsnit skrevet i effekt og ja, jeg prøver at slappe lidt af nu. Der er intet galt med flid, gode karakterer og drømme om en flot karriere. Og de to studiner er langt fra ene om at bidrage med redskaber og kompetencer til hvordan de unge studerende på landets ungdomsuddannelser, skal håndtere de øgede krav og forventninger, samt de udfordringer ungdomslivet ellers byder ind med i så rigelige mængder. Så undskyld til Jer to, det er jo ikke Jeres skyld.

Nej, jeg smider let og elegant skyld og ansvar over på uddannelsessystemet.

Fra folkeskole til universitet, så kan skolen ikke kun fortælle historien om optagelseskrav, karriere, perfektionisme og studieteknikker. De må også fortælle den anden historie.

rocks-in-balance.full_Vores fortællinger skal være i balance
For at sikre hele mennesker, der faktisk er i stand til at skabe den karriere og tage det demokratiske ansvar vi som samfund efterspørger, skal vi skabe ligevægt mellem de to fortællinger succes og modgang.

Vores fortælling skal sikre, at vi ikke kun får stærke faglige individer der med den rette taktik, kan få en stribe 12 taller, men også stærke menneskelige individer, der kan forvalte et 12 eller 4 tal, føle sig stolt og glad, samt bidrage til samfundet.

Den del af fortællingen handler også om, at italesætte og prioritere ungdomslivets udfordringer, at 12 ikke er en selvfølge, at karriere er mange ting og at livet går op og ned. Og ikke mindst hvordan vi tackler disse udfordringer konstruktivt.

Det skal og må anskues som en del af den faglighed vi behøver for at uddanne os til livet, og ikke mindst arbejdslivet. Og derfor er det skolens ansvar.

Jeg ville ønske, at gymnasiet selv ville skrive modbogen til “Selfølgelig skal du ha` 12”. Det burde de, men gør det næppe, desværre.