Går “Mig A/S” konkurs?

konkurs

Narcissimeepidemi, egoister, selvdyrkelse, “mig A/S”, curlingbørn, anerkendelses -og opmærksomhedsjunkier, finanskrise, øget forventingspres, Facebook, selv i iscenesatte selvportrætter og succesfyldte statusopdateringer…. stop stop stop.

Medier, fagfolk, forældre og faktisk også mange unge selv, har de seneste år haft travlt med at problematisere, argumentere og forklare hvorfor ungdommen er som den er. Hvorfor mange unge har svært ved at tackle forventinger fra samfund, medier, forældre og venner, hvorfor antallet af henvendelser til studievejledere, psykologer og digitale rådgivninger er konstant stigende og hvorfor antidepressiv medicin ligger på flere og flere ungdomsværelser.

Vi har forstået det og vi ved det godt alle sammen… det er ikke nemt at være ung i dag og skylden kaster vi ud over forældrene, samfundet, finanskrisen og Facebook. Men kan vi ikke snart begynde, at omdanne denne indsigt og viden til konkrete handlinger der gør en forskel for den enkelte ung og dennes forældre?

konkursDette blogindlæg handler ikke om hvorfor, men om hvad vi gør nu og hvordan vi sikrer, at vores unge ikke ender med at gå personligt konkurs.

 Forældrene skal støttes

Forældrene har ansvaret for deres børn, det skal vi respektere og anerkende. Men vi må også samtidig erkende, at vores verden i dag, er en mere kompleks og kaotisk opbygget virkelighed, end for bare 30 år siden. Udviklingen går stærkt på alle parametre, og  det er forståeligt at mange forældre kan miste pusten og have svært ved at følge med deres børn, og dermed også at kunne støtte og hjælpe dem, i det omfang de har behov for.

Forældrene er også påvirket af de værdier og kulturer den unge navigerer efter. Et ungdomsliv, hvor jagten på social og personlig succes, ofte maser udviklingen af kompetencer og redskaber til at tackle modgang og de svære følelser, som livet også består af. Derudover er forældrene udfordret af den stigende tendens til, at unge tidligere og tidligere skal være ansvarlig for deres egen lykke, tage afgørende beslutninger om deres liv, og selv tage ansvaret når det går galt.

Vi skal tænke mere forebyggende og klæde forældrene bedre på til opgaven. Forældrene skal have adgang til ny viden og indsigt i barnets udvikling og virkelighed, fra spæd til de kaotiske ungdomsår i gymnasiet. De skal have tilført indsigt og redskaber til, hvordan de bedst muligt kan støtte og hjælpe deres barn gennem ungdomslivet. Ikke som retningslinjer og facitlister, men som viden, dialog og inspiration som de kan forvalte, ud fra egne holdninger og overbevisninger.

Denne viden og indsigt skal leveres og tilbydes af de instanser, som forældrene har kontakt med, i kraft af deres forældreskab. Det vil sige sundhedsvæsnet, uddannelsessystemet og kommunale forvaltninger.

Uddannelsessystemet har en unik mulighed

Uddannelsessystemet byder ind med krav, forventinger og rammer for store dele af ungdomslivet, og det er også her, den unges sociale og personlige udvikling primært foregår. Uddannelsessystemet har, eller har adgang til, en stor viden om ungdomslivets udfordringer, samt en ofte tæt personlig relation til den unge. Det er derfor oplagt, at uddannelsessystemet påtager sig et større ansvar for, også at klæde den unge på i forhold til, at tackle de mere følelsesmæssige og personlige udfordringer i livet.

Og så rumler debatten om hvilke forpligtigelser det offentlige har, og om skolerne skal overtage forældrenes grundlæggende ansvar. Ikke en debat jeg vil bidrage til her, men dog pointere, at vi ikke længere kan forvente eller forlange, at forældre i dag skal kunne ruste deres børn med alle de redskaber og kompetencer der kræves for, at kunne navigere sundt og trygt gennem ungdomslivet.

Jeg mener derfor, at vi fra 1 klasse i folkeskolen til ungdomsuddannelserne, skal have et obligatorisk fag der fokuserer på at udvikle og nuancere de kompetencer og redskaber, der er nødvendige for at tackle de udfordringer og den modgang der er naturlige komponenter i et ungt liv.

Hvorfor har vi i folkeskolen ikke mere tid til at snakke om ensomhed, venskaber, selvskadende adfærd, selv iscenesættelser og alle de andre ting der kendetegner hverdagens udfordringer for en ung i folkeskolen? Hvorfor lærer vi ikke de unge om vigtigheden af at kunne sætte ord på livet, og hvorfor indgår Facebook, Instagram og de andre digitale platforme, ikke som en naturlig del af klassens daglige sociale profil og arbejde?

Hvorfor byder Gymnasierne ikke velkommen med en obligatorisk foredragsrække, et gruppeforløb og/eller samtaler for unge og deres forældre, om hvad det vil sige at være ung og skulle klare gymnasiets forventninger, lektier, succeskriterier, dårlige karakterer, samtidig med et hektisk natteliv, sexuelle debuter og dårligt selvværd?

Hvorfor tilbyder skoler og institutioner på alle trin, ikke foredrag og samtaler med forældre om ungdomsliv og hvordan forældre bedre kan støtte og hjælpe deres børn?

Ungdomslivet i dag, er mere sammensat og komplekst end tidligere, og vores offentlige tilbud må tilpasses denne udvikling. Ungdomslivet er en helhed og uden læring og støtte til den personlige udvikling går “Mig A/S” konkurs, og så bliver det et dyrt 12 tal for samfundet.

Skrevet af

Lone T Husted

Leder | Ungdomsliv