Den glemte kompetence

graf1

Fagfolk, forældre, medier og uddannelsessystemet står i kø for at tilbyde den unge en lang række af redskaber og personlige kompetencer, der skal hjælpe dem med at håndtere det pres vores succeskriterier, test, optimeringsforløb, adgangskrav, forventninger og målsætninger skaber. Listen af velmenende og professionelle tilbud til den unge er lang. Mindfullness, coaching, vejledning, sund kost, motion, yoga, støtteordninger, sundhedstips osv. osv., og så håber vi, at den unge klarer skærene og kommer igennem ungdomslivet som velsmurt demokratisk bidragsyder med lovende karriere, samt social og personlig robusthed.

Men lykkes dette?

Hvis man skal tro den nye rapport om unges mentale helbred, som Vidensråd for Forebyggelse sendte på gaden i september, samt meldinger fra fagfolk og de unge selv, er svaret nej. Og det giver mig lyst til at udfordre måden, vi anskuer begrebet kompetence på, og hvilke kompetencer, vi mener, den unge har brug for.

Når vi Googler kompetence
Finder vi et hav hav af definitioner, holdninger og diskussioner om betydningen af dette begreb, men der synes at være bred enighed om, at de ressourcer, vi som mennesker har med os fra fødslen, kan udvikle sig til egentlige kompetencer. Sprog og bevægelse kunne være simple eksempler på medfødte ressourcer som vi udvikler, og for nogle udvikler disse sig til egentlige kompetencer.

Men kan vi også anskue empati, glæde, lyst og omsorg som ressourcer, vi har fået med i pakken, og som også kan udvikle sig til egentlige kompetencer. Kompetencer vi kan bruge til at håndtere livet generelt?

Ifølge Bente Jensen, Professor ved Instiut for Uddannelse og Pædagogik kan kompetence forstås som et ”beredskab” og som ”ressourcer”, der gør mennesker i stand til at håndtere, klare og kontrollere de mangfoldige situationer og udfordringer, som livets sociale arenaer byder på. Kompetence er noget, man har, fordi man ved noget, kan noget og gør noget.

Ud fra dette må svaret derfor være ja, og det synspunkt udfordrer vores måde at arbejde med unge. For skal vi så fokusere på at tilføre nye kompetencer, der måske i højere grad er designet efter tiden og samfundets behov, eller skal vi fokusere på de grundlæggende ressourcer, som vi allerede indeholder og udvikle disse til egentlig kompetencer, og ikke mindst hvilke ressourcer skal vi i så fald fokusere på.

Og så når vi frem til den glemte kompetence, fordi jeg tror, vi skal helt ned i det jordnære og tænke langt mere enkelt i vores arbejde med den unge. For at visualisere min pointe, har jeg kastet mig ud i en disciplin, som tidligere i mit studieliv har været forbundet med svedperler på panden og et galoperende hjerte. Vi skal have fat i en graf. Den er ikke særlig køn og langt fra resultatet af et omfattende forskningsprojekt. Den skal udelukkende visualisere en tendens, jeg oplever hos mange unge.

grafGlæde og lyst aftager i ungdomslivet
Barnet har en forunderlig ressource til at søge glæden i legen, i deres relationer og i hverdagens rutiner. Lysten er drivværket og læring, kreativitet, overskud og modstandskraft vokser ud af netop glæde og lyst. Det tror jeg ikke, mange mennesker vil eller kan argumentere imod.

Men jeg oplever, at når barnet bliver ældre og ungdomslivets udfordringer melder sig, er det svært for den unge at bevare den umiddelbare glæde og lyst. Og det er et problem.

Antallet af succeskriterier og kompetencer, den unge skal leve op til, samt en øget konkurrencementalitet i samfundet generelt, har indvirkning på den unges umiddelbare glæde og lyst til livet generelt. Og derfor udvikler den unge heller ikke den kreativitet, det selvværd og den modstandskraft, den unge skal bruge for at kunne navigere sikkert og konstruktivt igennem ungdomslivet.

Glæden som kompetence
Når vi oplever glæde i forbindelse med en spændende opgave, en dejlig relation eller når vi dyrker vores interesser, udløser vores krop endorfiner. Det har en positiv indvirkning på vores hverdag, det er der ikke noget nyt i.

Men glæde kan så meget mere.
Den giver os lyst til fordybelse, og engagerer os i det, vi oplever glæde ved. Vi kan nok alle huske den lærer i folkeskolen, som spredte glæde og lyst ved hendes fag, og hvor lektierne ikke var helt så slemme at få lavet. Måske havde det endda betydning for den retning, vi senere valgte uddannelse efter. Fodboldtræneren som skabte glæde på holdet, og dermed en ramme hvor de unge kunne finde venskaber, få succesoplevelser og dermed lægge lidt ekstra selvværd i rygsækken. Forældrene, der motiverer og stimulerer den unge til fortsat at lege med livet og dyrke den sjove fritidsinteresse, som betyder, at der skabes balance mellem det sjove og det knap så sjove i livet.

Glæden skaber en fantastisk tryg ramme, hvor vi kan lære at fejle, acceptere at vi er forskellige som mennesker, at vi ikke er lige gode til alting. Men også, hvad der gør mig glad, hvad jeg er god og ikke så god til.

Jeg oplever, at det netop er denne indsigt og disse erfaringer rigtig mange unge ikke har med i rygsækken i dag. Og det gør ungdomslivet hårdt for dem, fordi livet jo også indeholder disse aspekter. Derfor skal vi anskue vores ressourcer som ex. glæde og lyst som byggesten og en forudsætning for læring, trivsel og livsmestring. Vi skal udvikle og stimulere disse ressourcer, så de udvikler sig som egentlige kompetencer som den unge kan bruge bevidst og konstruktivt.

Men hvordan griber vi det an?
Svaret kunne nemt rumme flere ord, end dette blogindlæg kan håndtere. Men vi kan også anskue det enkelt og nemt.

Vi har nemlig allerede oplevet det, udøvet det og lært vores barn det. Som forældre har vi leget og grinet med vores børn, men som ungdomslivet udvikler sig, melder konkurrencen, præstation, fremtidsperspektiv, succeskriterier og alle de andre elementer sig, som vi normalt opfatter som en del af voksenlivet. Og så glemmer vi ofte glæden. Glemmer at nurse den, stimulere den og prioritere den i alt det andet, vi skal nå for at være perfekte.

Vi skal tilbage på sporet og hele ungdomslivet igennem prioritere og kontinuerligt skabe situationer og rammer, hvor glæden kan komme til udtryk hos den unge. Om det er brætspillet på sofabordet, fodboldkampen på vejen, snakken om den svære matematikopgave eller den ekstra tur rundt i rundkørslen, er ligegyldigt.

Ja, der stod matematikopgave…. og deri ligger en pointe i sig selv. Vi skal skabe ligevægt mellem det alvorlige og glæden. Jo mere alvorligt emnet eller situationen er, jo mere glæde skal vi tilføre den eller supplere den med.

Vi skal tage glæden alvorligt
I uddannelsessystemet, ved aftensbordet, i fodboldklubben og i vores relationer generelt, skal vi have glæden med, som en naturlig del af den måde vi forholder os til emnet, situationen og hinanden på. Vi skal dyrke de ting der gør os glade og vi skal tage det alvorligt – for det er vigtigt at glæden er med i rygsækken, når vi bliver kede af det, eller tvivler på, om vi er gode nok til dit og dat.

Skrevet af

Lone T Husted

Leder | Ungdomsliv